Vi har modtaget nedenstående hilsen fra p. Antonio, der er bosiddende i den lille by Ocongate i højlandet i Peru. Dele af brevet blev bragt i sidste nummer:

Vi har været i karantæne siden d. 16. marts. Karantænen gælder indtil videre til d. 11. maj (den er netop blevet forlænget til d. 30. juni, red). Her i Ocongate har vi det på mange måder bedre end mange andre steder i landet. De har det sværest i hovedstaden Lima, i de andre store byer og i den nordlige del af Peru, især i Iquitos, der ligger ved Amazonas-floden omgivet af regnskov til alle sider.

I Lima har de fattige det rigtig, rigtig svært. Mange overlever normalt fra dag til dag på løst arbejde, men med Covid-19 har der ikke været noget arbejde at få, og de risikerer nu at dø af sult. Derfor er der mange, der forlader byen for at rejse tilbage til deres hjemegn ude på landet i håbet om, at de kan finde noget at spise der. Selvom det er risikabelt, er de så fortvivlede, at de begiver de sig ud på lange ture til fods, ofte flere hundrede kilometer, og det er både børn og voksne.

Vores regering og regionsråd forsøger at kontrollere denne masseudvandring for at undgå, at folk tager corona-viruset med ud i landet. Derfor bliver de testet på forskellige opsamlingssteder i de store byer. Dem, der tester postitive bliver ført til særlige steder, hvor de bliver sat i karantæne eller indlagt på hospitalet, hvis nødvendigt; dem, der tester negativ bliver kørt i bus til deres hjemegne; når de når frem, skal også denne gruppe først i karantæne.

Regeringen har også organiseret såkaldte humanitær-fly, der flyver indianere hjem til deres hjemstavn; det er de mest sårbare, der har førsteprioritet, dvs. syge, gamle og familier med børn. Desværre kan man slet ikke følge med behovet, for der er tusindvis, der ønsker at komme ud af Lima og de andre store byer. Som det så ofte sker, er det dem, der har mindst, der lider mest. Det kan vi se hver dag i nyhederne på TV.

I Marcapata og Ocongate sogne er skolebespisningen lukket, fordi skoler og gymnasier er lukkede. Vi planlægger så småt at starte aktiviteterne i slutningen af maj for at kunne give mad til de gamle, der bor alene, og til de mest fattige familier fra begge byer. Det er en virkelig svær situation for dem, og vi er nødt til at fortsætte med at hjælpe dem. Vi er opmærksomme på, det ikke kun skal være maduddeling men at de også skal lære at organisere sig og være solidariske, så man bidrager med de produkter, man kan.