• svg@sanktvincentgrupperne.onmicrosoft.com

Uganda II: Projekt i Uganda godkendt

Vi har indgået en ny toårig aftale med vores skoleprojekt i Uganda, der drives af Emmaus Centre, Kampala.

Projektet blev startet i 2015 for at hjælpe nogle udvalgte udsatte børn, for hvem det har været vanskeligt at få adgang til formel uddannelse på grund af økonomiske trængsler. Selv om nogle af børnene har deres værger, er det stadig svært for dem at rejse alle midlerne til at gøre det muligt for dem at få adgang til kvalitetsundervisning.

Joseph Okiror skriver i ansøgningen, de allerede er begyndt at se resultaterne af vores støtte i 2015 og 2016. Nogle få børn har færdiggjort deres erhvervsuddannelse, som i løbet af de to års studier gav dem færdigheder, og de arbejder nu på at forsørge sig selv.

 

De næste to år støtter vi uddannelse af 20-25 børn med kr. 40.000 om året. De fleste skal gennemgå ’high school’ uddannelse og nogle får en erhvervsuddannelse. Der tages specielt hensyn til, at også pigerne får en uddannelse.

Vores støtte går til helt eller delvist at dække skolegebyrer og for nogle fattige børn også uniformer, sko og bøger. Hjælpen går primært til dem, der er ved at droppe ud af skolen og har akut behov for økonomisk hjælp; men også børn hvis forældre/værger er for fattige til at betale deres gebyrer.

Du kan støtte projektet ved at indbetale et bidrag på Reg. nr. 3347, Konto nr. 1097164. Husk at mærke bidraget med Uganda II.