Hjælp til Guatemala
Vold og kriminalitet præger dagligdagen i El Limon-kvarteret i Guatemala City. Her er det banderne, der styrer, og vil man ind i kvarteret, må man følges med en stedkendt, man har tillid til, fortæller Jakob Egeris Thorsen. Han har selv besøgt stedet flere gange og er kontaktperson til et lokalt projekt, som Sankt Vincent Grupperne har støttet siden 2021. Projektet drives af de dominikanske Missionssøstre af Rosenkransen, der arbejder i 21 lande over hele verden. Søstrene bor og arbejder i små kommuniteter blandt de fattigste i samfundet.
I El Limon er der mange unge mødre. De lever en udsat tilværelse og er som regel afhængige af deres familie. Som regel smuttede partneren, da de blev gravide, eller også sidder han i fængsel. Søstrene forsøger at støtte kvinderne i et ambitiøst projekt, der står på tre ben. For det første lærer de bogføring, lagerstyring, annoncering på sociale medier og hvordan man klarer det nødvendige papirarbejde i forhold til de offentlige myndigheder. Alt sammen nødvendige færdigheder, når man vil drive en lille virksomhed og blive økonomisk uafhængig. Det kan for eksempel være en madbod, en lille tøjbutik eller en frisørsalon. For det andet giver søstrene en emotionel støtte, der skal styrke kvindernes selvværd og gøre dem i stand til at mestre dagligdagen under krævende og usikre forhold i et fattigt kvarter. For det tredje får de en åndelig støtte gennem de bede- og bibelgrupper, søstrene leder.
Målet er både uddannelse og dannelse. Søstrenes projekt sigter på at få kvinderne ind i et netværk, hvor de bliver bevidste om, hvor de kan finde støtte og skabe en bedre fremtid for deres børn. Indtil nu har 22 kvinder deltaget i projektet.
På billedet ser du kvinder, der har etableret mikrovirksomheder, fx madboder, kiosker, mad-ud-af-huset og hjemmefrisørsaloner.
Du kan støtte søstrenes arbejde med de unge kvinder ved indbetaling på Sankt Vincent Gruppernes konto: 3667 – konto nr. 10 97 164. Indbetalingen mærkes ”Guatemala.”