Nyt fra bestyrelsen
Kære læser,
Nu skal det varme tøj snart igen findes frem fra skabene. Vi skutter os indendørs og tænker tilbage på sommerens lys og varme. Mange af os har haft ferie, hvor vi har udforsket nye steder og benyttet lejligheden til at lade os overraske. Under et besøg i en smuk landsbykirke i Andalusien blev jeg glædeligt overrasket ved at se en figur af Sankt Vincent de Paul (1581-1660), Sankt Vincent Gruppernes forbillede. Hans milde blik og krucifikset i hans hånd vidnede om den stærke tro, som han brugte i sit arbejde for at hjælpe de fattige i datidens Frankrig. Det lykkedes ham bl.a. at skaffe midler til at etablere flere hospitaler og herberger.
Unge fra Danmarks Unge Katolikker har også udforsket nye steder under et besøg på et af Sankt Vincent Gruppernes projekter i Uganda, nemlig Emmaus-centret i Katikamu. Gruppen hjalp med nogle af centrets mange aktiviteter – og blev også overrasket undervejs! Læs mere om besøget i nyhedsbrevet. Vi bringer også nyt fra vores projekt i Guatemala By, hvor de Dominikanske Missionssøstre af Rosenkransen arbejder i et slumkvarter for at hjælpe udsatte familier, typisk unge alenemødre og deres børn.
Afslutningsvis en lille bøn: Bestyrelsen er ved at følge op på kontingentindbetalinger. Vi skal overfor SKAT kunne dokumentere, at vi har 300 kontingentbetalende medlemmer. Ved udgangen af august var vi desværre kun oppe på 225. Hvis du endnu ikke har indbetalt kontingent for 2025 (50,- kr), vil vi derfor være taknemmelige, hvis du vil indbetale dit kontingent. Kontingentet kan indbetales på Reg. nr. 3667, Konto nr. 1097164 eller MobilePay 19379. Det vil være en stor fordel, hvis du tilmelder dig automatisk betaling via PBS på http://www.vincentgrupperne.dk/stottemuligheder/pbs-tilmelding/. Så vil vi fremover trække beløbet automatisk via PBS.
I ønskes alle et dejligt efterår.