• kontakt@vincentgrupperne.dk

Guatemala: Skolearbejde i Guatemala City

Sankt Vincent Grupperne støtter fattige børn og deres forældre 

 Jakob Egeris Thorsen, der har opholdt sig i Guatemala i flere perioder, fortæller her om to projekter, som SVG støtter i hovedstaden Guatemala City. Begge er drevet af de dominikanske missionssøstre af Rosenkransen 

Det første, som SVG har støttet siden 2021, hedder “Redes de Sabiduria” (Visdomsnetværk).  

Projektet hjælper børn med skolegang (skolepenge, bøger, uniformer) og lektiehjælp, og søstrene har skabt og opretholder et netværk til gensidig støtte og uddannelse for kvinder, der er enlige forsørgere. Projektet træner dem i at etablere og opretholde mikrovirksomheder for at opnå økonomisk uafhængighed og selvforsørgelse. 

Det andet projekt er skolen ”Nueva Vida” (Nyt liv), som SVG har støttet siden 2025. Det er en skole for mindrebemidlede børn, hvis forældre arbejder på et af de største engros-markeder i byen. Familierne kommer fra landet, er indianske og ofte fattige og har intet netværk i byen. De bor i små lejede lokaler rundt om det store marked og forældrene arbejder fra morgen til aften. Der er ikke pladser nok i den offentlige skole, og børn kan ikke færdes sikkert på egen hånd. Derfor har dominikanersøstrene lavet en lille skole, således at disse udsatte børn kan få basal skolegang. I skoleåret 2025 var der indskrevet 252 børn i førskolen og grundskolen. Nogle af børnene har indlæringsvanskeligheder, og flere har sociale problemer i familien. Skolen samarbejder med jesuitternes universitet Rafael Landívar, som har en socialafdeling, der yder psykologhjælp og sundhedsmæssig pleje til børn på skolen, som har behov for dette. 

Søstrene skaber positive forandringer 

El Limón-kvarteret er et farligt slumkvarter, der i høj grad styres og kontrolleres af kriminelle bander. Her er ikke mange muligheder for unge mennesker. I deres arbejde fokuserer søstrene på uddannelse og selvforsørgelse, særligt for udsatte kvinder. Er man ung og bor i El Limón, er man i risiko for enten at havne i bandekriminalitet, få misbrugsproblemer eller ende som prostitueret.  I slumkvartererne er de offentlige myndigheder ikke ret synlige, og derfor er det ofte kirkerne, folk tyer til, når de er i nød. Der står stor respekt om søstrenes arbejde i lokalsamfundet i El Limón og banderne lader dem være i fred. Generelt oplever man i Latinamerika stor respekt for det religiøse, hvad enten man er katolsk ordenssøster eller evangelisk lægmissionær. Søstrene er virkelig med til at skabe positive forandringer i menneskers liv, og vores støtte fra Danmark er en vigtig hjælp og en kilde til glæde for dem, forklarer Jakob Egeris Thorsen. 

 Ønsker du at give en gave, kan det ske til konto 3667-10 97 164 via Netbank eller MobilePay 19379. Vil du specielt støtte arbejdet i Guatemala, mærkes indbetalingen med ’Guatemala’.