Peru: Skolemad i Andesbjergene
Sankt Vincent Grupperne støtter børn og fattige ældre i Peru.
Sankt Vincent Grupperne har en stolt tradition for at støtte jesuitternes arbejde i Peru. I mere end 20 år støttede SVG den danske jesuiterpræst Peter Tantholt Hansens arbejde i landet. Peter Tantholt Hansen levede i 41 år blandt højlandsindianerne, der er efterkommere af inkaerne og bor under fattige forhold i små landsbyer mellem bjerge på op til 5.000 meters højde.
I dag videreføres hans arbejde af fader Antonio Sánchez-Guardamino og fader Fabián Tejeda Tapia. Vi får jævnligt små hilsener fra jesuitterne, hvor de i ord og billeder fortæller om livets gang under forhold, der er uendeligt forskellige fra vores trygge hverdag i Danmark. Engang sendte skolens børn søde tegninger, hvor en glad sol skinnede, mens børnene legede mellem lamaerne og bjergtoppene. Tegningerne signalerede overskud. Men hverdagen er også barsk oppe i Andesbjergene.
Der er koldt deroppe det meste af året, og SVG har derfor støttet med tøj til udlevering blandt børnene. Vi støtter også bespisningsordningen på den lokale skole, hvor der gives kosttilskud for at forebygge anæmi. Og det har givet bonus. Børnenes blodprocent er steget. Det giver dem mere energi til at koncentrere sig om undervisningen.
På billederne er lokale kvinder i gang ved brændekomfuret – klar til at servere sund og nærende skolemad for børnene. Børnene, der er klædt i traditionelt strik i flotte farver, spiser med god appetit. Sankt Vincent Grupperne støtter også et bespisningsprojekt for fattige ældre i byen Marcapata.