• kontakt@vincentgrupperne.dk

Vietnam I: Et svært år med værdifulde erfaringer

Indtryk fra House of Hope i Vietnam 

Sidste år var der store oversvømmelser i området omkring Hue, hvor Sankt Vincent Grupperne siden 2001 har støttet House of Hope – en institution  for forældreløse og handicappede børn. Områdets skoler måtte lukke i adskillige dage, og priserne på basale fødevarer steg betydeligt. Men trods knappe midler klarede House of Hope krisen flot, og der var endda mulighed for i fire tilfælde at hjælpe andre, som var blevet ramt af oversvømmelserne. Vi lægger vægt på, at børnene også skal lære at dele med andre, skriver kontaktperson Nguyen Le Ha Tran i sin rapport for 2025. Heldigvis skete der ikke børnene og personalet noget under oversvømmelserne, og livet er hurtigt kommet til at gå sin vante gang igen.   

Sårbare børn 

De 60 børn og unge på House of Hope har haft en hård start på tilværelsen. 13 af dem er forældreløse med alderssvarende udvikling, mens resten har forældre, der ikke magter at have dem boende hjemme, fordi de har forskellige udfordringer som autisme, hyperaktivitet, fysiske eller mentale sygdomme, Downs syndrom m.m. De har alle brug for at blive fulgt tæt og støttet i udviklingen af deres evner, skriver vores kontaktperson. Det mindste barn er 18 måneder, det ældste 31 år gammel.  

SVG støtter driften af House of Hope med tilskud til bl.a. børnenes mad, medicin og skolegang. Sidste år støttede vi med ca. 55.600 kr. Institutionen drives af 16 søstre fra kongregationen Lovers of the Holy Cross, der sammen med 5 kvindelige ansatte tager vare på børnene og arbejder for at skabe de bedst mulige rammer for en tryg opvækst.  

Der er faste gruppeaktiviteter, hvor alle er med. Det kan for eksempel være i sang, dans eller forskellige konkurrencer. Målet er at fremme inklusion, social interaktion og at have en følelse af at høre til et sted. 

Struktureret indlæring i leg og fritid 

Et række fotos i rapporten lukker os ind i børnenes og de unges hverdag. Vi ser børn, der får hjælp til at spise, børn der hygger sig sammen og børn, der er med i forskellige gruppeaktiviteter. Der lægges meget vægt på, at de børn, som er udfordrede af forskellige handicaps, får en god og værdig pleje og god, nærende kost ud fra mottoet:  “Good food today, fewer hospital visits tomorrow.” 

På et andet billede ser vi Lisa, Sunny, Noel og May, de fire yngste beboere. De er på udflugt til kongregationens moderhus, hvor de sidder og hygger sig med deres snacks i en pause. Her leger de og møder masser af søstre og de er med i forskellige begivenheder. 

På det tredje billede er Lisa (18 måneder gammel) og Sunny (3 år gammel) ude i haven sammen med sr. Bang Lang, der er husets leder. De er spændte på at komme til i gang med haveaktiviteterne. Der skal graves, sås og plantes. Aktiviteten lærer dem noget om, hvor maden kommer fra og er med til at udvikle deres motoriske færdigheder. 

I en anden aktivitet deltager en gruppe af de forældreløse børn i en militæragtig lejr, hvor de laver forskellige øvelser, der skal lære dem disciplin, sammenhold og gensidig tillid i en proces, hvor de udvikler ansvarsfølelse og gradvist udvikler evnen til at klare sig selv. 

Mange af de børn, der har forældre, kommer fra et hjem med ustabile indtægter og fattigdom. Ofte vil omkostningerne til skolegang, bøger m.m. være så store, at familien ikke kan klare udgiften, og barnet risikerer så at droppe ud af skolesystemet. Derfor er søstrene virkelig med til at gøre en forskel i deres liv og skabe tillid til, at de nok skal klare den. 

                       

Lisa og Sunny i haven sammen med sr. Bang Lang        Søstre og personale hjælper børn, der ikke selv kan, med at spise