Oplysninger om bidragsmodtager

Nyhedsbreve

Sommer 2011

Tom Vocking stopper

Sankt Vincent Grupperne har igennem mange år støtte projekter i Etiopen, som p. Tom Vocking har været ansvarlig for. Foruden hjælp til skoleelever har han også hjulpet syge og gamle. Nu har Tom Vocking på grund af alder trukket sig tilbage. Tak til Tom Vocking for det gode samarbejde og til de mange danske bidragsydere for den støtte, I alle har ydet.

Vinter 2009:

I dag modtog jeg et papir hvor der meddeltes, at I har sendt 14.000 kr. til mig via vores missionsprokuratur. Det var så heldigt, at jeg er der for tiden. Jeg ankom 7. oktober for et medicinsk eftersyn, og lidt ferie. Den 8. december rejser jeg tilbage til Addis Ababa for at genoptage mit arbejde. Jeg har hørt, at der er hungersnød, men at det ikke bemærkes så meget i hovedstaden. Kun er priserne på fødevarer steget dramatisk på grund af det frie markedssystem. Jeg ved virkeligt ikke, hvordan manden på gaden kan klare det. De fleste vil rationere deres føderation, formoder jeg. Indirekte vil hungersnøden også ramme hovedstaden. Regeringen er dog ikke særligt optaget af det. Jeg er bange for, at det meste af hjælpen, der kommer fra udlandet vil forsvinde. Men det er vi vant til, og det er mærkeligt nok NGO'erne, der får skylden. Igen tusind tak for jeres store hjælp. Med jeres penge vil jeg være i stand til at gøre meget godt for de fattigste. 
Tusind tak. Jeg ønsker jer alle en glædelig jul og et fremgangsrigt nyt år. Må Herren og st. Vincent velsigne og beskytte jer alle.

Efterår 2008:

De sidste uger har vi haft en del problemer med elektricitetsforsyningen, og jeg er derfor nødt til at hånds-skrive til jer. Det er jo også en god øvelse for mine fingre. Grundet kulden har jeg problemer med mine fingre, muligvis forårsaget af min alder.

Jeg takker jer af hele mit hjerte for jeres gave på 850 Euro, som vi har modtaget i Panningen d. 22 juli 08. I har muligvis hørt, at selvom om regeringen her benægter det, så har vi en hungersnød her i landet.

Her i Addis Ababa er jeg, takker været jer og andre, i stand til at give en hjælpende hånd.

Mange familier er tæt på udhungring, de har kun en lille håndfuld majs per dag. Jeg ser det med mine egne øjne, og ikke desto mindre vil regeringen ikke indse, at situationen er slem. De lever selv et godt liv, og bekymrer sig ikke meget om folk på gaden.

Diverse begrænsninger bliver introduceret, og regeringens ven præsident Bush og hans allierede forbliver tavse. Folk lever i frygt, folk forsvinder sporløst eller er smidt i fængsel for de mest latterlige ting. Det kalder regeringen demokrati!

De fattige lider, men takket være jer og inspireret af Sankt Vincent, er jeg så heldig at kunne være jeres repræsentant her og hjælpe dem som virkeligt er i nød.

Må Herren velsigne jer alle

Jeres i Sankt Vincent

Ton Vocking,

Addis Ababa

Etiopien

Efterår 2007:

Kære medlemmer af Sankt Vincents Familie,

Det er nu noget siden jeg sidst skrev til jer. I går fik jeg besked fra vores prokurator at I havde sendt mig 1100 € for hvilke jeg takker jer af hele mit hjerte.

Med disse penge vil jeg være i stand til at gøre en masse godt for de mennesker i vort område, der ikke har noget at leve af. Må Herren og Sankt Vincent velsigne jer i rigt mål.

Vi er nu startet på regntiden og hele byen ser møgbeskidt ud, så meget værre fordi regeringen river huse ned for at udvide vejen, - overalt er der mudder. Slummen ser endnu værre ud end den plejer. Sommetider må jeg efterlade bilen, da der ikke er nogen måde hvorpå jeg kan nå frem til det hus jeg ønsker at besøge.

Det er blevet ekstremt dyrt at leve her. Hver uge stiger priserne, mens lønninger og pensioner ikke stiger. Jeg ved virkelig ikke hvordan de fleste fattige klarer sig.

I denne tid er mange blevet fyret fra deres job, fordi de har modtaget bestikkelse. Bestikkelse er normalt, men bliver man taget i det bliver man fyret på stedet uden løn og / eller pension. Jeg har ikke særlig ondt af den person der modtager bestikkelse, men han har en hel familie, der skal have mad. Familien har været vant til et forholdsvis godt liv og fra den ene dag til den næste har de intet. Også disse mennesker trænger engang imellem til en hjælpende hånd.

Vort skoleår er slut og på lørdag har vi afgangseksamen i 12 klasse, det første hold fra Lazarist skolen, en historisk dag. Vi har 66 der går til eksamen. Om nogle måneder får vi resultatet.

Den 11. september fejrer vi Etiopisk årtusindeskifte, jeg tror at oppositionspartiet, der blev fængslet af den nuværende regering fordi det vandt valget i 2005, bliver benådet. Problemet er at vor regering (kommunistisk diktatur) får fuld opbakning af Præsident Bush, fordi de støtter hans syn på Al Qaida.

Jeg er bange for at når oppositions politikerne bliver løsladt, kommer de ud for uheld eller bliver skudt Lad os vente og se.

I mellemtiden bliver de fattige fattigere og partimedlemmerne rigere. Det frustrerer mig at de fattige tier

Da oppositionen for to år siden vandt valget udbrød der optøjer og 190 personer inklusiv børn og kvinder blev skudt og 3000 fængslet. Folk er meget bange nu. Jeg kan ikke bebrejde dem, ingen ønsker at blive dræbt. Hele situationen gør deres liv elendigt. Jeg forstår virkelig ikke hvordan de klarer sig.

Gud ske tak for jeres bistand, takket være den kan jeg række en hånd ud og hjælpe dem lidt, ellers ville de dø af sult.

Da jeg er superior for vort hus i Addis Ababa skal jeg næste søndag besøge mine medbrødre i Mekele hovedstaden i Tigre, de hører under mig. Jeg glæder mig. Da Mekele er mere end 1000km væk flyver jeg dertil

Jeg håber I har haft en god ferie i eller udenfor jeres land.

Jeres i Sankt Vincent

Fr. Ton Vocking c.m.

Sommer 2007:

Addis Ababa er pastor Ton Vocking stadigvæk aktiv. Som det vil være vore læsere bekendt, så er pastor Vocking en flittig skribent til disse spalter, og vi har ofte fået gode beskrivelser af livet som missionær i Afrika. I maj fik vi igen brev fra ham.

Jeg har netop modtaget besked fra vores missions prokurator at I har send endnu et beløb til min konto til mit arbejde blandt de fattige. Det er altid en stor hjælp for mig og jeg er meget taknemmelig for hvad i gør som efterfølgere for vores store forbillede: Sankt Vincent.

Livet har ikke ændret sig til det bedre, det er tværtimod blevet værre. Og de fattige er blevet endnu mere fattige. Afstanden imellem de rigeste og de fattigste er skammelig, og det mærkelige er, at ingen synes at bekymre sig om det. Det er et fænomen jeg ikke forstår og aldrig kommer til at forstå. I går var jeg på indkøb, og priserne man betaler for de mest basale fødevarer stiger hver uge. Regeringen skyder skylden på de handlende, men det er regeringen der står bag. De holder folk for nar. Ifølge regeringen er der en vækst på 7 % per år, men hvis det er sandt, hvordan kan det så være at de fattige dør af sult? Flere og flere tiggere dukker op i gaderne her i byen.

Jeg giver ikke til alle, kun til de gamle og handicappede. De yngre kan prøve at få et job, selv om det er underbetalt, men mange af dem foretrækker at hænge omkring i gaderne.

De har ikke noget ly, men sover hvor de nu kan finde et sted langs vejen under et stykke plastik efter at de har sniffet benzin. De lever i bander og om natten driver de omkring og røver fra folk. Det er en skam at regeringen ikke gør noget for at tvinge dem i ordentligt arbejde. Jeg tror faktisk at løsningen ville være at sende dem til arbejdslejre hvor de tvinges til at arbejde under streng kontrol. Her i landet er de ikke bange for at sparke eller endog at slå ihjel.

D. 11. september fejrer vi Etiopiens tusinde år. Mange statusprojekter er iværksat, veje er blevet udvidet, mange huse revet ned og husenes beboere lever nu under nogle bølgebliks plader langs vej-kanterne. Takket være jer, er jeg i stand til at hjælpe dem lidt med at bygge et bedre ly til at beskytte dem nu hvor regntiden sætter ind.

Klima ændringerne er de samme som alle andre steder i verden. Det skulle være varmt nu før regntiden for alvor starter, men nu har vi alle slags vejr fra ekstremt varmt til meget koldt og regn. Det skifter på minutter, så det er let at få sig en forkølelse som det er svært at slippe af med.

I de seneste 3 uger har jeg ikke kunnet bruge min højre hånd. Jeg er til syneladende faldet i søvn under læsning og har haft armen i en akavet position. Jeg er glad for at det ikke var på grund af et slagtilfælde. Nu går jeg til fysioterapi og nogle forbedringer er at spore. Jeg kan nu bevæge mine fingre, men håndledet fungerer ikke endnu. De siger at det tager lidt tid. Jeg har svært ved at skrive, som I nok kan forstå. Min største frustration er, at jeg ikke kan køre bil, og er meget afhængig af andre.

Min adoptivsøn er meget god imod mig. Han kører mig til alle de steder jeg skal til. Jeg spørger ham kun hvis det er strengt nødvendigt. Om 2 måneder skal han op til studenter-eksamen, og kan skal nu koncentrere sig om det for at få gode resultater. Tak Gud for at han er så dygtig, men som alle andre unge mennesker mener han at livet skal være en fornøjelse og "cool". Han synes jeg driver ham til vanvid, men en dag vil han nok indse jeg har ret. Dandy er en dejlig dreng, født uden for ægteskab, men det er jo ikke hans fejl. Jeg opdrog hans far, og føler derfor også ansvar for, at denne dreng også får en chance. Han har sin fars forstand og sin mors karakter, god kombination. 

I dag hørte jeg, at hans mormor døde. Han var meget trist, selvom han aldrig har mødt hende. Afstanden var for stor. 

Igen, mange tak for jeres store gave, jeg vil spendere hver eneste Euro på de fattige. 

Jeres i Sankt Vincent,

 Fr Ton Vocking.

Maj 2006:

Kære Medlemmer af Sankt Vincent-grupperne.

 Først og fremmest tak for jeres flotte gave på 500 €. Det er storartet at I sender disse  penge især da alle varer steg sidste uge og mange af de familier jeg kender har fået store finansielle problemer. Takket være jer er jeg nu i stand til at give dem en hjælpende hånd.

Situationen her er stadig meget spændt. Sidste uge var Addis Ababa endda i BBC, der havde været ni eksplosioner i byen. Der er sat mange soldater ind for at holde byen i ro, overalt ser man blå/sorte uniformer. Det er meget skræmmende. I mandags havde vi alle ventet uroligheder, men Gud ske lov var det roligt.

Problemet er at man aldrig ved hvor eller hvornår et oprør begynder. De der lider er altid menneskene i samfundets yder kanter så som de gamle, unge piger med børn og tiggere, de får færre mønter, fordi alle har travlt med at komme hjem og ikke tør blive samme sted ret længe.

Sidste uge bragte jeg min medbroder til lufthavnen og en mand ringede til mig for art advare mig mod at køre gennem centrum, selv løb han for livet for at komme hjem. Der skete imidlertid intet, et par personer havde sat rygterne i gang og forretningerne lukkede, mens forbipasserende løb i alle retninger. Forstår I, når situationen er så spændt, går der panik i folk og det er måske det regeringen ønsker.

Det normale i år er at de studerende begynder at forstyrre i klassen, og så rykker soldaterne ind. Man behøver ikke megen fantasi for at forstå, hvad der sker når soldaterne er på skolen og med en ”blød hånd” råder de studerende til at holde op med at forstyrre.

Vi var heldige at vi som privatskole ikke har haft de problemer de offentlige skoler har gennemgået.. Vor skole var kun lukket i 2 uger.

Dette år har vi fejret at det er 50 år siden de hollandske præster kom til Etiopien. Den hollandske provincial, Fr Groetelaars og nogle andre medbrødre var til stede ved denne lejlighed. Samme dag ordineredes 5 Vincent-præster. Det var alt i alt veltilrettelagt af vore etiopiske medbrødre .Lige nu har vi 2 hollandske biskopper, 4 hollandske Vincent-præster og 32 etiopiske. Det er ikke altid nemt at samarbejde, da opfattelsen ikke altid er den samme hidtil har vi dog ikke haft alvorlige problemer.

Vor Generalsuperior skrev et lykønskningsbrev, i hvilket han skrev. ”idet vi takker Gud for alt hvad han gennem disse missionærer (hollandske) har udrettet for det etiopiske folk må jeg minde om at det nu er op til vore etiopiske medbrødre at viderebringe den fakkel der er blevet rakt til jer. Må Herren stadig være fader for de sande venner og tjener , der går i St. Vincents fodspor.”

Jeg håber at jeg i mange år endnu kan tjene de fattige her i Etiopien. Jeg bliver også ældre (67) og har ondt her og der men det er en del af det at blive ældre. St Vincent har inspireret jer og mig til at være til rådighed for den anden, uden at glemme vort eget velfærd, for hvis vi ikke længere er der, hvem vil så hjælpe de der intet har.

Må Herren velsigne jer

Fr. Ton Vocking c.m.

Forår 2006:

Vi har modtaget brev fra Ton Vocking I Addis Ababa I Etiopien, der beretter om de vanskelige tider for befolkningen der.

 Addis Ababa, den 2. march 2006

 Kære medlemmer af Sankt Vincent Grupperne

 Efter min hjemkomst til Addis Ababa får jeg stadigvæk engang imellem anfald, hvilket nok mest skyldtes stress og jeg kan fortælle jer at jeg får disse anfald ofte.

 Siden valget i maj, har vi ikke haft fred i dette land. Den nuværende regering ønsker ikke at give magten fra sig og den får fuld støtte af staterne på grund af deres anti-terrorist holdning.

Oppositionen bliver sat i fængsel og beskyldt for landforræderi og folkemord.

I disse dage er det både 10.klasse elever og studerende fra højere uddannelsesinstitutioner der laver problemer. Politiet kom tilstede og jeg kan forsikre jer for at de fik en hård behandling.

Generelt er borgerne trætte af denne administrationsform og ønsker forandring, men de fleste regeringer i udlandet kan ikke se længere end deres næsetip og dermed ignorerer de vort problem.

UN har altid anvendt en blidere taktik hvilket ikke har nogen effekt under disse omstændigheder.

Jeg er bange for at vi løber ind i en katastrofe. Borgerne er bange for at vise hvad de tænker, hvorimod de unge pga. deres alder mere modigt tør at vise deres. Jeg mener, at de unge løber for stor risiko og derved kommer til skade. Da jeg kom tilbage var der stadig mange unge der var tilbageholdt af politiet.

Har jeg fortalt jer at vi har bygget en gymnasieskole på Lazaristernes skoleområde? Min kollega, Peter Jansen havde fået nogle penge til byggeprojektet og finansierede resten ved lån. Vi startede 11. klasse sidst september og til næste skoleår ville vi automatisk starte med 12. klasse. Det har altid været min drøm, at have et komplet gymnasium, og nu er min drøm opfyldt.

Jeg er rådgiver for skolen og den fungerende direktør har bedt mig om min hjælp til at drive skolen. Jeg er glad med denne opgave. De store elever og lærere volder direktøren problemer. Jeg nyder at kunne hjælpe direktøren med at løse disse problemer og samtidig giver denne opgave mig en stor tilfredsstillelse.

I dag er en national ferie dag. Det er for at fejre mindet om Slaget ved Adua hvor kejser Menelik af Etiopien slog Italien. Jeg tror, det vil være en stille dag uden forstyrrelser. Weekenderne er normalt stille.

Jeg takker jer for de 1500,00 Euro som I sendte til vores mission prokurator den 2. januar 2006. Jeg fik denne besked i går. Jeg er meget glad for at I har gjort det muligt for os at hjælpe de fattige især under disse svære tider.

Må jeg bede jer om at bede for vores elskede land, Etiopien og at Gud vil inspirere vores nuværende ledere til at tænke fornuftige så freden kan blive sikret.

 Med venlig hilsen

 Fr. Ton Vocking, CM

Sommer 2005:

Fra Etiopien har vi modtaget endnu en beskrivelse af tilværelsen mellem de fattigste.

”Mea Culpa”  sagde vi i det latinske Confiteor. Det er også hvad jeg ønsker at sige til jer nu. Jeg skammer mig over ikke at have reageret ved juletid, da jeg modtog 1200,- Euro fra jer. Af ganske hjerte siger jeg nu tak for jeres vedblivende hjælp til mit arbejde her i Addis Ababa for især patienter med fuldt udviklet AIDS, de er landet glemte folk.

Lad os være ærlige, det vigtigste når Aids ofrene kommer til mig eller en af organisationerne er ikke at få gode råd, men medicin og finansiel støtte.

Jeg håber at alle i SVG er ved godt helbred og at Herren vil velsigne hver eneste af jer. Hvad I gør for de fattige er fantastisk og det mest vidunderlige er at I har gjort det i årevis.

Jeg mistede en del af mit brev, da strømmen pludselig gik. Det er sket ret ofte i de sidste ti dage. I går da jeg læste i sengen gik lyset tre gange inden for et kvarter. Man vænner sig til alt.

I går var det to uger siden en af vore hollandske medbrødre døde her på hospitalet. Han blev indlagt søndagen før, døde om onsdagen og blev begravet den følgende dag. Vores gruppe bliver meget lille, vi er stadig 5 hollandske præster og 2 hollandske biskopper. Jeg kan stadig ikke fatte at han er borte. Tirsdag aften fik han et hjerteanfald og lige efter en epileptisk krampe, næste morgen endnu en krampe og så var det forbi.

Jeg takker Gud for at hans lidelser blev korte. Bart Lub blev 69 år. Må han hvile i fred.

Efter mødet skal jeg til Mother Teresa’s Søstre, der har et hus for børn, der lever med Aids. Jeg har brug for et sted til en 8 år gammel pige. Stakkels barn! Søstrene har en dejlig grund i udkanten af byen. Præsidenten gav dem den for nogle år siden. De har en klinik for mødre med børn, der er smittet, de har børnehave, grundskole og mange soveværelser til drenge og piger alt i et smukt bakket område.

Dagens sidste hverv er at bringe nogle fotos af moderen til en forældreløs dreng, der for tiden bor hos mig, til fotografen for at få nogle forstørrelser. Jeg håber at Brook vil blive adopteret i USA, og så vil det være godt for ham at have nogle billeder af hans moder. Han har aldrig kendt hende, hun døde af Aids lige efter han var født. Faderen er ukendt. Selv er Brook testet negativ. Han er nu 12 år. I USA er det tilladt at adoptere børn til de er 15, jeg skal skynde mig at finde plejeforældre. Jeg håber at have heldet med mig.

Endnu engang tak for det fantastiske beløb I sendte til de udstødte mennesker.

Må Gud velsigne jer og Sankt Vincent Grupperne.

Jeres i Sankt Vincent

Ton Vocking c.m.

Vinter 2004:

Fra vores som sædvanligt flittige skribent, p.Ton Vocking i Addis Ababa, Etiopien, har vi modtaget et langt brev:

Kære medlemmer af Sankt Vincentgrupperne,

For nyligt modtog jeg fra vores missionsprokurator et stykke papir hvorpå der stod at I d. 13.august 2004 endnu engang har sendt mig 500 Euro at bruge på arbejdet i slumkvarterene her i Addis Ababa.

kommet til Etiopien) blev fejret over hele landet. I mellemtiden nød alle andre nytåret, med spise og drikke. Om aftenen var det farligt at færdes ude, mange død drukne på gaderne. I det mindste glemte mange nu for en kort stund den forarmethed de lever i. Hvad jeg godt kan lide i denne kultur er, at de rige også giver mad og drikke til de fattige; tiggere i tusindtal søger derfor ind til byerne.

Vi har endnu en stor begivenhed foran os, og det er at finde det sande kors ved Dronning Helena. Det fejres med store bål overalt i landet, og markerer starten på den tørre sæson. Personligt  holder jeg meget af denne fest, men deltager ikke i den, da der kan være op mod en million mennesker på Mescal Square; jeg er bange for at noget skal ske. Alle ambassadører deltager, samt overhovederne for de store religioner.  . Festen organiseres af statsreligionen, som jo er den Ortodokse kirke. 

I sidste uge blev mit kontor oversvømmet, senere opdagede vi en kilde nær ved væggen.. Nu er den stoppet, og kontoret er tilbage i sin oprindelige stand. Jeg har dog stadigt et problem som skal løses af telefonvæsenet, om end de ikke er særligt villige dertil. Min telefon har været ude af drift i en hel måned, hvilket har den effekt, at jeg ikke kan sende e-mails. Somme tider er jeg vældigt træt af sådanne situationer.

Vi har netop fået en ordentlig skylle, men jeg er nødt til at gå ud og tilse nogle personer. Det bliver en mudret omgang, men hvad kan man gøre? - de regner jo med mig! Ingen kommer og ser til dem mere eftersom de er dødsmærkede.

Mange tak for jeres assistance. Jeg sætter megen pris på den. Næste søndag vil jeg fejre eukaristien for jeres velbefindende,

Jeres hengivne i Sankt Vincent,

Ton Vocking, C.M.

Vinter 2002:

Ton Vocking i Addis Abeba I Etiopien er en gammel kending og mangeårig modtager af støtte fra SVG.

Ton Vocking skriver:

Kære venner,

Brevet fra vores prokurator i Panningen kom som en virkelig overraskelse. Tak tusind gange for de 500 USD, som I har sendt til at støtte arbejdet for de fattige. Det kom som en gave fra oven. Jeg tror stærkt på det hellige forsyn, og oftest når der er lavvande i kassen, hænder der noget som gør det muligt at fortsætte det arbejde jeg gør på vegne af mine velgørere.

Jeg har en fornemmelse af, at fattigdomsproblemerne bliver værre. Den væsentligste årsag til dette er efter min mening, at vores ledere ingen reel interesse har i folkets velfærd. Det er sandt at alt er på papiret og står i loven. Det ser meget imponerende ud, og eksperter fra udlandet tror på alt det der er skrevet.

Jeg arbejder stadigvæk i slumkvartererne i vores hovedstad, og antallet af folk som intet har, er stigende. Nogle få har startet lidt virksomhed,  som de kan leve af og som gør dem uafhængig af mig, og det er meget vigtigt for deres selvfølelse. Vi har ikke altid succes, men i mange tilfælde lykkes det dog.

pastoral rådgivning samt lidt kontant støtte.

Jeg har stadigvæk folk jeg skal besøge, men lige nu, hvor alle er ude, er jeg nødt til at blive hjemme og passe på huset.

Det vigtigste for patienterne er at skabe kontakt med deres åndelige far, en ortodoks pater som er indstillet på at komme og trøste dem. Problemet er bare, at for at få disse ortodokse præster til at komme på besøg er man nødt til at tilbyde dem adskillige gaver, lokalt øl, brød og i tillæg dertil også kontanter. Patienterne har naturligvis ikke råd til dette, og mange dør derfor uden at modtage de sidste sakramenter.

Al ”service” fra den ortodokse kirke skal der betales for og de ortodokse præster er fuldstændigt ligeglade hvor pengene kommer fra. På dette område er de virkeligt grusomme mod deres menighedsmedlemmer. Deres manglende interesse for de fattige ryster mig ofte. Begravelserne tager de også penge for, men har ofte meget travlt med at komme igennem de reglementerede bønner. Mens de beder står de bare og kigger sig omkring

Tak for al jeres generøsitet. Det er meget værdifuldt for mig at jeg med jeres hjælp kan gøre så meget for dem som intet har.

Jeres                                                                           

Addis Ababa, Februar 2002-06-04

Kære venner,

Det sidste år har ikke været særligt lyst for mig rent personligt. Jeg gennemgik i denne periode to operationer her i Addis Ababa. Jeg startede med en blindtarmsoperation og senere på året måtte de fjerne 14 galdesten, som medførte at lægerne også måtte fjerne hele galde blæren som var betændt.

Det tog mig længere end jeg havde forestillet mig at komme mig over det, og komme tilbage til min sædvanlige styrke og til at gøre det jeg normalt gør.

Hvor jeg før kunne besøge tre familier på en dag, kan jeg nu kun klare en. Det er meget frustrerende, men hvad kan man gøre?

at skrive alle aftaler ned, men nu kan jeg somme tider ikke engang huske hvor jeg har gjort af min kalender.

Mit arbejde her er stort set det samme som jeg tidligere har gjort. Da jeg trak mig tilbage for pension, blev jeg efterfulgt af en etiopisk medbroder, som vil lede skolen i år. Jeg blev rådgiver for skolen. Det er mere eller mindre en brobygger funktion imellem direktionen og medarbejderstaben, og mellem lærere og studerende. Det er vældigt interessant at have denne funktion. Jeg behøver ikke at rådgive skolen hele tiden, og jeg har derfor tid en gang imellem til at gå og besøge de fattige eller døende. De fleste i samfundet udstøder disse to grupper. Det er virkeligt skændigt at se hvordan de behandler hinanden. Med AIDS patienter er det endnu mere problematisk da disse i højere grad er mærket af deres sygdom, og som betragtes som en Guds straf. Dette er et udtryk for den dobbeltmoral der hersker i samfundet. Mange lever selv et  promiskuøst liv og accepterer det som en del af deres kultur, men så snart de får konstateret HIV bliver de udråbt til syndere. Det er det samme hvis man snyder og stjæler; så længe det går godt er man “dygtig”, men så snart man bliver taget på fersk gerning er man en skurk.

Ikke desto mindre fortsætter jeg at arbejde for og med dem der ingenting har. Af og til er det en stor glæde at se en patient stå på egne ben igen efter lang tids kamp, eller når en fattig familie efter en “finansiel indsprøjtning” fra mig begynder at udvikle sig i en positiv retning.

Jeg kan kun gøre hvad jeg gør fordi I giver mig en hjælpende hånd. Uden jer ville jeg intet kunne gøre.

Jeg takker derfor inderligt hver enkelt medlem af Sankt Vincentgrupperne for deres engagement i fattiges situation i verden. Jeg er stolt over at vi kan arbejde hånd i hånd inspireret af vor grundlægger Sankt Vincent de Paul. Han inspirerer os fortsat dagligt til at følge Herren ved at hjælpe de aller fattigste.

Tusind tak for de 700 USD I sendte til vores missions prokurator i Panningen. Jeres bidrag ændrer livet for mange.

Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe de fattige og syge her i dette område. Jeg vil huske jer alle i den hellige eukaristi, og håbe I også vil huske mig en gang imellem. Jeg har også brug for jeres bønner.

Jeg ønsker jer et udbytterigt år 2002, måtte Herren sende sin velsignelse til jer og jeres familier.

Jeres i Sankt Vincent